Uddannelsesmodul 8
En tantrisk indstilling til livet er en vågen, åben og dynamisk tilstand. Det er et samarbejde med livets naturlige strøm. Når livet får lov til at strømme, vil der være mere liv, mere energi og vitalitet i mig.
Oftest starter interessen for tantra ud fra et ønske om at udfolde og komme dybere i sin seksualitet eller forbinde sex med spiritualitet. Om at løse konkrete udfordringer i parforholdet eller om at finde en partner. Om at turde åbne hjertet og få en dybere kontakt. Områder, hvor tantra er et eminent redskab.
Tantra påvirker din væren i verden
Når de ting begynder at komme godt på plads, vil du på et tidspunkt opleve, at tantra springer ud af den ramme. Tantra begynder at påvirke hele din væren i verden. Mere liv strømmer gennem dig. Der vil være dybere møder med andre mennesker og nye vinkler på livets udfordringer.
En tantrisk indstilling er en dynamisk tilstand, hvor jeg opmærksomt forsøger at følge energiens bevægelser. Hvor jeg er åben og vågen i forhold til at få øje på de nye muligheder, der kommer til mig. Og hvor jeg øver mig i at give slip på det, som ikke længere er relevant for mig.
En ny, levende tilstand
Den tantriske indstilling er et tilbud om en ny, levende tilstand med mod, tillid og kraften til at handle. For det er selvfølgelig ikke kun smukke ting, som livet bringer os – det kan være gamle traumer, forældede illusioner eller livsomvæltende begivenheder.
Men når vi forstår at tage imod det, som kommer, vil der i den uskønne indpakning gemme sig en utrolig værdifuld indsigt, en ny forståelse eller en ny frihed.
Det er denne dans med livet, som modul 7 på TantraUddannelsen handler om.
Temaer på modul 8
- At kunne tage imod det, som kommer og give slip på det, som er
- En endnu dybere forståelse af, hvad tantrisk proces er og kan
- At øve sig i at følge energiens bevægelser og se en situations potentialer
- Hvordan hjælper jeg mig selv og andre, når tingene sidder fast?
- At modne en tantrisk livsindstilling
- At forstå og integrere den tantriske arbejdsmetode