
Kært barn har mange definitioner! Det ville være nemt og rart, hvis vi kunne definere Tantra på én enkel måde, men fordi emnet er så vigtigt, og gerne skal ramme meget bredt, så er der (mindst) tre definitioner på Tantra:
Tantra er sex, kærlighed og spiritualitet
Tantra er at få 3 aspekter af livet til at spille sammen og gå op i en højere enhed, nemlig seksualiteten, kærligheden og spiritualiteten. Disse emner hænger ikke naturligt sammen for os. Jo de fleste har nok prøvet, eller kan finde ud af, at få seksualitet og kærlighed til at spille sammen i én eller anden grad. Men hvad med spiritualiteten?
Folk der er spirituelle vil nok også ofte prøve at mærke, hvor tæt det hænger sammen med kærlighed, men hvad med seksualiteten?
Når først man har fået smag for at få disse tre livsaspekter til at arbejde sammen, kan man slet ikke forestille sig hverken sex, kærlighed eller spiritualitet uden de andre!
Tantra er proces
Ja, der er ikke tantra, uden der er proces. Tantra vil have, at vi udvikler os. Tantra kræver, at vi udvikler os. Der skal være bevægelse, vækst og forandring. Tantra er ikke bare oplevelser.
Og det er egoet, vi udvikler på. Enten i form af at nuancere og modne det, eller i form af at få det til at fylde mindre. Så krop, spiritualitet og seksualitet kan komme til.
Tantra er at arbejde nedad
Du kommer ikke ret langt med tantra, hvis du ikke arbejder nedad. Det vil sige, har fokus på at komme længere ned i kroppen, ned i underbevidstheden, ned i “dybet” eller jorden, ned i instinkter og kønsdele. Ned i det, der er grimt eller lige lovlig jordnært. Ud af hovedet og ned i følelserne.
For nede i alle de ting ligger både problemerne, men samtidig også ressourcerne. Man skal opfatte alt det, der ligger dernede som brændstof, der kan sætte fut på en raket, der så vil flyve opad.
Det vil sige, at den energi, eller den forløsning vi opnår “dernede”, den vil automatisk søge opad, op mod himlen, lyset, Gud, foreningen, spiritualiteten og ånden.