Dit parforhold er i krise, eller på vej ind i det. Det gør ondt, og det kræver meget energi. Og hvis der også er børn involveret, kan det få konsekvenser for flere end jer to. Måske har du stået her før? Måske er det en krise, du kender, og “Åh nej, nu står jeg her igen”. Måske har en af jer gjort noget, måske har ingen af jer gjort noget, det er bare sket.
Her er vores tantriske bud på en løsning af typiske grunde til, at et parforhold kan være i krise. Fordi den tantriske indstilling grundlæggende er, at et parforhold har vanskeligheder.
Beslut jer for at være i krise
For mange par er det et nederlag at være i krise. At indse at problemer er vedvarende, og at forholdet ikke fungerer godt nok. Og man kan være i tvivl, om det virkelig er så galt. Her er det gode råd, at hvis I er i tvivl, så beslut jer for, at I er i krise, med mindre I tidligere har været i en tydelig krise, der blev løst, og det denne gang ikke er så slemt.
Det er bedre at stå ved, at der er problemer, end at pynte på tingene, eller bagatellisere dem. Og der er ikke noget galt i at være i krise, det er alle menneskelige konstellationer engang imellem.
Gør op med jer selv, hvad det må koste
For at løse en krise, komme igennem en krise, så er det vigtigt, at man har gjort sig klart, hvad den må koste. Hvor langt ud arbejdet med krisen må bringe jer.
Et godt råd, er at være åbne for, hvad der kommer frem, og hvad der kan være brug for. Men igen hjælper det at se krise som noget, der sker engang imellem, dvs at krise faktisk er noget normalt.
Parforhold bør være en proces
Noget der hjælper os igennem svære ting her i livet, er at se livet som en proces. At forstå os selv som at være i en udviklingsproces, hvor det livet bringer os, er til for at modne os og gøre os klogere, og måske endda bringe os tættere på vores essens og spiritualitet.
Således også parforholdet. Det bør være i proces. Måske er det det, krisen handler om, at der er brug for at tingene flytter sig, fremfor at stå stille.
Det er ikke en kamp eller en rejse. Det er en proces.
Vi er to individer i samarbejde
Noget parterne aldrig må glemme, når et parforhold er i krise, er at de er to selvstændige individer, med ansvar for egne behov, følelser og grænser. Så der er brug for at begge parter mærker efter, hvad de hver især har brug for, og sørger for at få det. Og selvfølgelig også spørger dem selv, om det der dukker op som svar på spørgsmålet, reelt er noget, de har brug for.
Forsøg at samarbejde udenfor egoet
Det er meget vigtigt, især for tantra, at der også er kontakt mellem parterne udenfor deres egoer, dvs energimæssig, seksuel, kropslig kontakt. Man kunne også medtage følelsesmæssig, irationel kontakt, hvis det er noget, der bringer parterne ud af deres mentale, kontrollerede egoer.
Ofte kan en løsning på en krise ligge udenfor egoets sædvanlige redskaber, som er det mentale, verbale og ofte ret velopdragne og kontrollerede.